Videoen her til venstre er en timelapse der viser hvordan udførslen af det store gavlmaleri skrider frem.
Videoen er ikke et live-feed, men opdateres ugentligt hvorfor der vil være en lille forsinkelse på fremskridtet.
Kunstner: Kristian Vodder Svensson
Placering: Østgavlen, Peak 12, Tingvej 10, 8800 Viborg
Areal: 615 m² (15,48 m x 39,73 m)
Tilblivelse: 01.05 – 18.09 2025
I samarbejde med: Galleri NB
Finansiering: Bach Gruppen & UNESCO Creative Viborg
Maling: Sponseret af Flügger Farver
I bunden af det store gavlmaleri ses mange fine græsstrå malet af de mange børn fra Viborg der kiggede forbi, mens værket tog form.
De satte alle deres eget lille præg og blev en del af historien.
Et lille nik til byens nye generationer – dem der vokser op med rødder i Viborgs gamle muld.
I århundreder – fra vikingetid til enevælde – samledes man ved Viborg Ting for at hylde rigets kommende konger.
De nye majestæter var ofte kun børn når de blev sat i spil af magtfulde familier og rådgivere. I maleriet ses derfor et kronet barn på en gynge – et billede på uskyld, magt og skrøbelighed.
Gyngeturen varsler både storhed og ansvar, for tronen ventede – men det gjorde “stormene” også.
Natten til den. 22. november 1286 bliver Kong Erik Glipping myrdet i en lade ved Finderup – et kongemord der rystede hele riget.
I motivet ses en cirkel der refererer til det ringkors der står som mindesmærke på mordstedet. Et symbol på hævn, skyld og evig erindring.
Historien rummer dog også håb og orden, for allerede i 1241 fik Viborg Ting Jydske Lov at dømme efter. Bisp Gunner i Viborg var blandt dem der skrev loven under og måske var det netop ham der satte sit præg på lovens berømte fortale: “Med lov skal land bygges” – eller på gammeldansk ” Mæth logh skal land byggas”
Sammen danner tekst, cirkel og vinduer et kristent kors. Et kraftfuldt billede på troens lys, retfærdighedens ord og nattens forræderi.
Logoerne fra Viborg F.F. og Viborg HK gemmer sig i maleriet, men træder først for alvor frem når solen skinner eller regnen falder.
Et diskret nik til byens stærke fællesskab, sportslige stolthed og lokale helte – synligt kun for det vågne øje og i det rette vejr.
Fra Viborg gik mange pilgrimme ud på en lang og hård vandring mod Santiago de Compostela i det nordveslige Spanien, hvor apostlen Jakob siges at være begravet.
Først efter besøget ved graven gik turen videre til havet, hvor de fandt en muslingeskal – Jakobs skallen – som tegn på at rejsen var fuldendt. Sådanne skaller er siden dukket op i middelalderlige grave her i Viborg. Små vidnesbyrd om tro, udlængsel og hjemkomst.
I maleriet bærer muslingeskallen pilgrimmenes håb og minder os om, at også Viborg var en vigtig station på troens vej ud i verden.
Reformationens stærke stemme i Viborg
I 1525 kom den unge johannitermunk Hans Thausen til Viborgs Korsbrødrekloster ved Nørresø – sendt til “genopdragelse. Men han blev byens store reformator, der vendte Viborg mod lutherske tanker.
Fra prædikestolene i Sct. Hans Kirke og Gråbrødre Kirke talte han med autoritet og overbevisning. På billedet ses hans bispestav som var et symbol på hans åndelige lederskab og forandringens magt.
Vi er en stiftsby med en dyb tradition. Biskop Henrik Stubkjær er nummer 54 i rækken af biskopper siden 1060, plus 3 “modbiskopper” under kirkestriden i 1200-tallet. Bispeembedets symbol har altid været bispestaven og en guldstav pryder bispen i Viborgs segl.
Hans Thausens ord brød gennem tidens murværk og lagde grunden til en ny æra i Viborgs historie.
Fra tidernes morgen har Viborg ligget midt i Jyllands hjerte og været et naturligt mødested for rejsende og vandrere.
Hærvejen der løber langs højderyggen, var hovedvejen gennem landet og pilgrimme fra nær og fjern fulgte dens spor mod Viborg.
Med domkirke, 12 sognekirker, 6 klostre og 2 kapeller, var Viborg en hellig oase – et sted for hvile, tro og fælleskab.
I gamle dage var Viborg Jyllands mest øltørstige by takket være de store markeder og byens mange adelsfolk.
Berømt og berygtet var øltypen Skald. Den var stærk, livlig og ikke for sarte maver. Om den blev der sagt, at den “trænger gennem livet som et sværd og rumler i maven så skindet brummer deraf”.
Navnet “Skald” er et lydord inspireret af både skraldende latter og de mere fysiske følger af en god omgang bryg.
Bryggeriet Odin i Viborg tog traditionen op igen i nyere tid og lod byens stærkeste øl bære navnet med stolthed.
Gennem århundreder har Viborg flere gange stået i flammernes vold.
Stråtagene lagde brænde til og ilden tog hvad den kunne. Den mest kendte brand ramte i 1726 og ødelagde byens bedste kvarterer, men branden i 1615 var endnu mere ødelæggende.
Selv Domkirken har måttet rejse sig af asken hele 3 gange.
Men brandene blev også en chance for fornyelse. I takt med at man begyndte at bygge mere og mere i mursten, blev store dele af Viborg genopbygget og det er grunden til at byen i dag står flot og robust.
I maleriet fanger flammerne både ødelæggelsens voldsomme kraft og genopbygningens ukuelige vilje.
På en gren sidder 3 skovhornugler – stille, årvågne og med et skarpt blik. De findes i skovene omkring Viborg, hvor deres fjerklædte stilhed er en del af naturens rytme.
Men uglerne er mere end blot natlige jægere.
I kunsten og historien står de som symboler klogskab og visdom – som om de vogter over fortællingerne, fortiden og fremtiden.
Her i maleriet hviler de over byens historie som stumme vidner med indsigt i både lys og mørke.
Midt i de historiske fortællinger dukker en grævling op – snusende og rolig som om den bare følger med.
Den har ikke en stor historisk rolle, men den hører til her. Et dekorativt strejf af natur, malet med et glimt i øjet.
Har den hørt dig ? Ser den på dig ? Eller leder den blot efter noget spændende i græsset ?
Kunstnerens signatur er lagt ind med let hånd – diskret og nærmest skjult i værket.
Ved siden af står hans søns signatur. To navne side om side som en kærlig påmindelse om, at både kunst og historier lever videre gennem generationer – det er noget vi deler.
Et personligt spor midt i byens fælles fortælling.
Peak 12 er en markant og moderne bygning centralt i Viborg, der rummer både hotel, private boliger og erhverv. Gavludsmykningen er placeret på bygningens østvendte facade, som fremstår i formglat beton og er synlig fra store dele af byen. Udsmykningen bidrager til at skabe identitet og liv i det byrum, der forbinder Viborgs historiske centrum med stadionområdet.
Udsmykningen tager afsæt i Viborgs stærke identitet som historisk mødested. Fra tidlig middelalder og frem til i dag har området omkring Peak 12 – tidligere kendt som Biskoptoften – været samlingspunkt for handel, religion, militær, kultur og kongehyldninger. Her har folk samledes til Toftmarkedet med salg af heste og kvæg, overværede kongehyldninger og senere deltaget i aktiviteter på eksercerplads, kaserne, dyrskueplads og stadion. I dag fungerer området fortsat som et kulturelt og urbant samlingspunkt – og nu også som lærred for byens visuelle fortælling.
Gavlmaleriet bærer arbejdstitlen “Visualisering af Viborgs historiske stamtræ” og udfolder sig som en visuel fortælling om byens dybe rødder og mange forgrenede historie. Med afsæt i Kristian Vodder Svensson unikke kunstneriske udtryk skildres Viborg som Jyllands grønne hjerte – et sted, hvor liv og fortællinger gennem tiden har krydset hinanden. Inspirationen hentes i byens unikke kulturarv, dens centrale placering og Viborgs status som UNESCO Creative City inden for Media Arts.
I forbindelse med udviklingen af værket er der blevet nedsat en styre- og arbejdsgruppe bestående af bl.a.: Natasja Icaca Madsen (Peak 12), Lene Christensen (Bach Gruppen), Benjamin Galacho (Bach Gruppen), Thorkild NB Nielsen (Galleri NB), Lars Stentoft (Viborg Kommune), Britta Pørksen (Viborg Kommune), Jesper Overgaard (Bymanden og tidligere journalist på Viborg Stifts Folkeblad), Jesper Laursen (ERIK Arkitekter), Andreas Søndergaard (Viborg Stifts Folkeblad), Peter Dyring-Olsen (The
Animation Workshop), Claus Anker Christensen (AC Group) og Henriette Svenstrup (UNESCO Creative Viborg, Viborg Kommune), som gennem workshop har formuleret centrale temaer. Temaet mødested blev tildelt flest point og går igen i flere forslag – helt i tråd med områdets historiske og nutidige rolle.
Gavludsmykning af Peak 12
Kunstner: Kristian Vodder Svensson
Placering: Østgavlen, Peak 12, Tingvej 10, 8800 Viborg
Areal: 615 m² (15,48 m x 39,73 m)
Tilblivelse: 01.05 – 18.09 2025
I samarbejde med: Galleri NB
Finansiering: Bach Gruppen & UNESCO Creative Viborg
Om bygningen
Peak 12 er en markant og moderne bygning centralt i Viborg, der rummer både hotel, private boliger og erhverv. Gavludsmykningen er placeret på bygningens østvendte facade, som fremstår i formglat beton og er synlig fra store dele af byen. Udsmykningen bidrager til at skabe identitet og liv i det byrum, der forbinder Viborgs historiske centrum med stadionområdet.
Et historisk mødested
Udsmykningen tager afsæt i Viborgs stærke identitet som historisk mødested. Fra tidlig middelalder og frem til i dag har området omkring Peak 12 – tidligere kendt som Biskoptoften – været samlingspunkt for handel, religion, militær, kultur og kongehyldninger. Her har folk samledes til Toftmarkedet med salg af heste og kvæg, overværede kongehyldninger og senere deltaget i aktiviteter på eksercerplads, kaserne, dyrskueplads og stadion. I dag fungerer området fortsat som et kulturelt og urbant samlingspunkt – og nu også som lærred for byens visuelle fortælling.
Kunstnerisk vision
Gavlmaleriet bærer arbejdstitlen “Visualisering af Viborgs historiske stamtræ” og udfolder sig som en visuel fortælling om byens dybe rødder og mange forgrenede historie. Med afsæt i Kristian Vodder Svensson unikke kunstneriske udtryk skilders Viborg som Jyllands grønne hjerte – et sted, hvor liv og fortællinger gennem tiden har krydset hinanden. Inspirationen hentes i byens unikke kulturarv, dens centrale placering og Viborgs status som UNESCO Creative City inden for Media Arts.
Centrale temaer bag værket
I forbindelse med udviklingen af værket er der blevet nedsat en styre- og arbejdsgruppe bestående af bl.a.: Natasja Icaca Madsen (Peak 12), Lene Christensen (Bach Gruppen), Benjamin Galacho (Bach Gruppen), Thorkild NB Nielsen (Galleri NB), Lars Stentoft (Viborg Kommune), Britta Pørksen (Viborg Kommune), Jesper Overgaard (Bymanden og tidligere journalist på Viborg Stifts Folkeblad), Jesper Laursen (ERIK Arkitekter), Andreas Søndergaard (Viborg Stifts Folkeblad), Peter Dyring-Olsen (The
Animation Workshop), Claus Anker Christensen (AC Group) og Henriette Svenstrup (UNESCO Creative Viborg, Viborg Kommune), som gennem workshop har formuleret centrale temaer. Temaet mødested blev tildelt flest point og går igen i flere forslag – helt i tråd med områdets historiske og nutidige rolle.
Udvalgte temaer:
– Historisk mødested
– Folkeliv og fællesskab
– Kongehyldninger
– Jura, kirke og morskab
– Jyllands hjerte
“Gavlen på Peak 12 er mere end beton – den er en fortælling i stor skala om Viborgs identitet, fortid og fremtid.”